Spring til indhold

Senhjerneskade

Neurofaglig arbejdsrehabilitering (NFA) til borgere med senhjerneskade

Når man i den erhvervsaktive alder rammes af en hjerneskade, er tilbagevenden til arbejdsmarkedet ofte en vigtig del af rehabiliteringsprocessen.

At vende tilbage til arbejdet er en kompleks og dynamisk proces mellem dig med en hjerneskade, de krav som arbejdsopgaven stiller og omgivelsernes muligheder og holdninger. At vende tilbage til arbejdet kræver derfor ofte en neurofaglig og individuel tilrettelagt indsats.

Et arbejdsrehabiliteringsforløb kan være med til at afklare, om du, på trods af, lettere eller moderate følger efter hjerneskade, helt eller delvist kan fastholdes på arbejdsmarkedet eller om der er behov for at finde anden meningsfuld aktivitet.

Målgruppe

Du er i den erhvervsaktive alder og har pådraget dig en hjerneskade som følge af en blodprop, en hjerneblødning, en sygdom i hjernen eller en ulykke. Du er/har været tilknyttet et rehabiliteringsforløb.

Du og jobcenteret har brug for hjælp til at afklare din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet.

Henvendelse og visitation

Du kan henvises til NFA via dit jobcenter, som er betalende myndighed. Alternativt kan du modtage et tilbud fra NFA, hvis du har en sundhedsforsikring som betalende instans.

Om neurofaglig arbejdsrehabiliteringsforløb

Det er et individuelt tilrettelagt forløb med mål om at forbedre og afklare din arbejdsevne og hvis muligt, at fastholde din tilknytning til arbejdsmarkedet. Forløbet aftales mellem dig, jobcenter og NFA-terapeuten.

Der arbejdes helhedsorienteret i forhold til din livssituation, og der er fokus på dine ressourcer og de barrierer, der bremser dine muligheder for igen at kunne magte job. Der fokuseres på at skabe en holdbar balance mellem job og øvrig livsførelse.

Du vil blive tilknyttet en ergoterapeut fra NFA-teamet. Denne har viden om senhjerneskader og hvilken betydning en sådan skade kan få for din dagligdag.

I vil samarbejde under hele forløbet. I vil mødes på arbejdspladsen, på jobcenteret, på CSU i Holbæk (hvor NFA-teamet hører til), i hjemmet og i lokalområdet.

Du vil indgå i relevante arbejdsopgaver i et autentisk arbejdsmiljø enten på dit eksisterende arbejde eller i en virksomhedspraktik.

Gennem arbejdsopgaver trænes og udvikles dine fysiske, kognitive og sociale kompetencer. Der arbejdes med at finde gode strategier og metoder som kan kompensere for de funktionsnedsættelser du har, som følge af din hjerneskade.

Afslutningsvis udarbejdes der en rapport som omhandler det samlede forløb, med fokus på ressourcer, kompetencer og barrierer samt udvikling undervejs i forløbet. NFA-terapeuten beskriver hvordan din aktuelle arbejdsevne, effektivitet, skånevilkår og udviklingspotentiale matcher arbejdsmarkedet. Denne rapport sendes til jobcenter, som er betalende myndighed. Forløb og rapport bruges ofte i en afklaringsproces af dit fremtidige forsørgelsesgrundlag.

Om neurofaglig funktionsevnevurdering med fokus på arbejdsevne

En neurofaglig funktionsevnevurdering benyttes når det er behov for et øjebliksbillede af din aktuelle arbejdsevne, samt en vurdering af evt. udviklingspotentialer.

Denne afdækker dit aktuelle fysiske, kognitive, psykiske og sociale funktionsniveau og hvordan det påvirker din aktivitet og deltagelse i dagligdagen.

Derudover er der fokus på hvordan omgivelserne påvirker din funktionsevne.

Der afsluttes med skriftlig beskrivelse af din funktionsevne i dagligdagslivet samt en vurdering af udviklingspotentiale og arbejdsevne. Denne beskrivelse sendes til jobcenteret som er betalende myndighed.

Jobcenter kan bruge en neurofaglig funktionsevnevurdering i en afklaringsproces af dit fremtidige forsørgelsesgrundlag.

Hent pjecen Neurofagligt arbejdsrehabilitering (NFA) forløb her



Feedback

Sidst opdateret

03.06.2021

Ansvarlig redaktør

Ivan Boel

Kontakt NFA teamet

Fælles mail: nfa@holb.dk

Ergoterapeut Maria Møllegaard
Mail: marmo@holb.dk
Tlf: 72 36 59 46

Ergoterapeut Gitte Koolman
Mail: gkool@holb.dk
Tlf: 72 36 13 66

Ergoterapeut Minna Bak Bøyesen
Mail: minbb@holb.dk
Tlf: 72 36 99 76

 

Materialebibliotek

Du finder os her... Seminarieparken 2 4300 Holbæk