Spring til indhold

Multi

Elever i Multigruppen kendetegnes ved at have brug for hjælp til det meste. Eleverne har et lavt funktionsniveau og har ofte brug for et højt plejeniveau. Elevgruppen er unge med multiple funktionsnedsættelser og infantil autisme.

Multigruppen på CSU Holbæk skiller sig ud ved at have stort fokus på elevernes kommunikation. Eleverne vil ofte få et kommunikationsværktøj, så de kan ytre sig og blive forstået. Hvis eleven ved opstart har et kommunikationsværktøj som er ukendt for personalet, vil skolen sætte sig ind i dette, så der kan bygges videre på det sprog eleven allerede har.

Eksempler på nogle af de kommunikationsværktøjer der bruges er: pegeplader, piktogrammer til skemaer, partnerstøttet auditiv scanning samt low- og hightech talemaskiner.

Foruden kommunikation vægtes motion meget højt, og alle elever bliver rørt kropsligt hver dag, f.eks. i form af cykling side-by-side, gåture på Fælleden, stå- og siddetræning, eget motionsprogram med løbebånd, rullebræt, trampolin mm.) Derudover tilbyder CSU Holbæk ridning og varmtvandssvømning - to aktiviteter som eleverne profiterer meget af.

Gruppen har adgang til gode toiletforhold med god plads og bl.a. med spejl i loftet. Dette skyldes, at mange elever der hører til i Multigruppen aldrig har set sig selv og deres krop. Derudover giver det eleven en tryghed, da de kan følge med i, hvad personalet gør f.eks. ved forflytninger mm.

Når en ny elev skal starte på CSU Holbæk vægtes det, at kontaktlæreren og pædagog-er kommer i praktik på den skole, hvor den kommende elev går. Dette prioriteres for at skabe en relation til den unge, hvor de er i trygge ramme. I praktikken er der mulighed for at se, hvordan der kommunikeres i et kendt miljø samt se kommunikationssystemet an, herunder hvordan det bliver brugt og generelt ser og lærer om den kommende elev. Alt i Multi bygger på en god relation mellem den unge og personalet, og relationen er byggestenen for al læring til at eleverne kan udvikles sig både personligt, fagligt og socialt.

Multigruppen har gode faciliteter og har bl.a. adgang til et snoezel-rum. Snoezelrummet er et sanserum med bl.a. en vandseng med indbygget bas, så eleverne kan mærke bassen fra musikken i kroppen, når de ligger i sengen. Derudover er der mulighed for diverse lysindstillinger på de forskellige vægge, som eleverne selv kan vælge afhængig af humør og stemning.

Personalet har hele tiden fokus på at udvikle elevernes kompetencer og bruger bl.a. videooptagelse for at vise og dokumentere, at det gode pædagogiske arbejde rykker eleverne. Derudover har gruppen supervision af forskellige faggrupper.



Feedback

Sidst opdateret

25.11.2019

Ansvarlig redaktør

Signe Højgaard